Det er et par dage siden, jeg har skrevet, men nu er jeg tilbage igen :)
I forgårs og i går var vi i Yosemite, hvor vi både så store træer og store vandfald.
På vejen derhen holdt vi ind ved en rasteplads ved Monolake med en meget smuk udsigt.

Frokosten blev indtaget i Yosemite(med farefor bjørne - som der advares om over det hele) på en væltet træstamme.

Nedenfor kan muligvis fås et indtryk af de enorme Redwood-træer, som amerikanerne bl.a. havde lavet hul i, så de kunne komme igennem med hestevogn - spørg mig ikke hvorfor de ikke bare kørte udenom?

Dagen efter begav vi os ud på en noget udfordrende tur med en stigning på 300 meter på en ture på 2,4 km - hvor de søde "sti-lavere" havde sørget for at det både skulle gå op og ned, så stigningen blev større...
Udsigten op til vandfaldet var nu også ganske seværdig

Mens udsigten oppefra var prangende

I Yosemite var der også 47000 andre vandfald (sådan cirka) - de andre så vi dog på lidt større afstand. Turen op til det første vandfald havde bevirket til en lettere doven indstilling..

I dag tog vi så fra vores hotel nær Yosemite til San Francisco. På vejen derhen fik vi også både soppet og solet os - solen skulle lige udnyttes til det sidste inden kulden kommer over os.
Vi holdt frokostpause mens varmen og solen stadig var med os med blå himmel og flotte, tørre græsmarker.

Endelig ankom vi til San Francisco, hvor vejene er en kende stejlere end vi er vant til i Danmark (vi troede lige, vi havde sat vores ben på den sidste stigning i går efter den lettere stejle gåtur i går - men sådan skulle det altså ikke gå.)

De stejle veje medvirker også til en masse flotte udsigter over byen, så på den måde er det jo vældig fint. - Men gud hvor er her koldt!! Vi var nødt til at finde lange bukser og trøjer frem til den daglige "aftensmadsudflugt" og grinede lidt af idéen om at tage tørklæde med. Men det blev ganske nødvendigt! 17 sølle grader var toptemperaturen i dag !! (Vi er jo helt blevet vant til 30-35 grader, så det er helt mærkeligt pludselig at skulle sætte varme på fremfor aircondition og beholde tæppet på sengen,da et enkelt lagen vil være for køligt..)

Tågen medvirker også godt til at det føles så koldt. Det er jo som at bo i en sky - Bvrrr!!!
Men ganske hyggeligt er her da - vi nåede også en tur rundt i Chinatown, som virker en anelse større end den i New York.. Hvorfor vælger man at bo her frem for Kina? Her er jo hundekoldt!!

Ovenfor er et billede af Lombard Street, som folk holder i kø for at køre nedad! Godt nok var vejen speciel med de mange serpentinersving pga. den overdrevne stejle hældning - men mange af seværdighederne i byen virker letter opreklamerede. Også køen til sporvognene er flere hundrede meter lang - så stopper de til gengæld også midt i krydsene! Ganske underholdende,og til glæde for fodgængerne, da de på den måde spærrer for bilerne (som ganske vist er meget venlige til at holde tilbage, som over alt i USA praktisk taget - hvor vi har været ;)), da der ikke er mange lyskryds her i byen. I stedet praktiserer de Fuld Stop-skilte fra alle fire sider, som må siges at give ekstra kødannelse og kræve mere tid.
Nu sover resten af familien snart, så jeg vil tage med dem i drømmeland efter en grundig tandbørstning :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar